Vognmandskørsel er ikke det mest interessante og ophidsende i verden
Selvfølgelig må der findes nogle, der har haft en barndomsdrøm om at køre vognmandskørsel, fordi de så de her store lastbiler, der kom drønende på motorvejen, og de ville gerne eje sådan en.
Men der var ikke råd til sådan en, og hvad skulle man egentlig også bruge den til?
Så man fandt arbejde som chauffør af den slags, der kører med gods af forskellige arter, og så får man jo tildelt en lastbil, som man lidt kan kalde sin egen, når der også er navn i forruden.
Man kan jo bo sådan et sted, og der er god komfort i sådan en, og man føler sig lidt som herre over vejen, når man kommer kørende i sådan en på vejene.
Og man skal ud til mange forskellige mennesker forskellige steder i landet – og måske endda også verden! – mens man kører med diverse ting.
Men det bliver også hurtigt rutine.
Vognmandskørsel skal også gennemføres
Nogle mennesker trives da med den slags arbejde, hvor de kan koble hjernen fra og bare køre per automatik, for det er netop det, som der hurtigt sker.
Man kører de samme ruter, men hilser dårligt på folk, og man ser heller ikke godset, da det er proppet i containere.
Og man har ikke tid til at køre svinkeærinder, da man har en tidsplan, som man skal overholde.
Formentlig er der også mange, der ender med at få sådan et arbejde af mere pligt end lyst, da man relativt hurtigt kan tage sådan et lastbilkørekort, og det kræver ikke en akademisk uddannelse at blive chauffør af den type.
Desuden skal man jo betale regningerne, men man ender så også med at være meget væk hjemmefra, hvis man er ude på lange ture, og de kommer i rap.
Derfor kan man også komme til at gå glip af mange ting på hjemmefronten.
